Kronik: På Herlufsholm har vi lært af vores fejl. Nu kan folkeskolen lære noget af os

Kronik af Hermann Haraldsson, bestyrelsesformand for Herlufsholm Skole & Gods, bragt i Berlingske den 17. september 2026

Danske unge har aldrig klaret sig dårligere i PISA, end de gør nu.

I matematik og læsning har folkeskolens elever på ti år tabt, hvad der svarer til næsten to skoleår. Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) kalder det en læringskrise, og for én gangs skyld er ordet ikke for stort.

Jeg er bestyrelsesformand for Herlufsholm. Det er, ved jeg godt, ikke den mest oplagte afsender af en kronik om, hvad folkeskolen bør gøre.

Vi er en privatskole. Vi er en kostskole. Vi har for få år siden været igennem den mest smertefulde offentlige gennemgang, nogen dansk skole har oplevet, og vi kom ud af den med en erkendelse af, at en for stor del af skolens kultur ikke kan overlades til eleverne selv.

Men netop derfor tror jeg, vi har noget at bidrage med.

Samtidig viser de nye PISA-tal, at elever på landets privatskoler opnår et helt ekstra års læring, sammenlignet med deres jævnaldrende kammerater, som går i folkeskolen. Et helt års læring, som folkeskolens elever kommer bagud. Det går ikke.

Den gode nyhed er, at rigtigt meget af det som virker på Herlufsholm og på andre af landets private skoler, også kan komme til at virke i folkeskolen.

Vores tilgang virker

Det vi har lært – både af vores egen historie og af den internationale forskning – er, at rammer, struktur og forudsigelighed ikke er trivslens modsætning. De er dens forudsætning. Desværre er folkeskolen endt et sted, hvor der ikke er nogen af delene – der er både en trivselskrise og en læringskrise på én gang.

På Herlufsholm begynder dagen på et fast tidspunkt for alle og eleverne mødes i fællesskab ved eksempelvis morgensamling. Undervisningen har en fast rytme, som eleverne kender.

Vi har færre elever i klasserne, end i folkeskolerne. Eleverne går i skoleuniform, som fjerner den synlige ulighed mellem eleverne. Der er faste lektiecaféer om eftermiddagen, hvor der er ro, og hvor der er voksne til stede.

Mobiltelefonen er ikke en del af skoledagen. Man spiser sammen, man dyrker sport sammen, og man har forpligtelser over for fællesskabet, som man ikke kan melde sig ud af.

Ingen af de ting er raketvidenskab. De koster ikke milliarder. Men de kræver, at de voksne tør bestemme og sætte rammer.

Og resultatet? Vores elever gør det rigtigt godt. Eksamenskaraktererne på Herlufsholm er markant højere end i landets folkeskoler og forskellen til de andre lokale skoler i vores egen kommune, Næstved, er endnu større.

Meget af det, vi gør, koster ikke ekstra

"Men I er jo privilegerede på sådan en eliteskole", indvender nogen.

Jeg kender indvendingen og vedstår mig, at Herlufsholm har elever fra ressourcestærke hjem.

Men udover at vores elever har gode karakterer, så er vi som skole dygtige til at løfte eleverne – den såkaldte undervisningseffekt – så eleverne klarer sig bedre, end man skulle forvente, selv når man kigger på deres (positive) udgangspunkt. Det er vi stolte over.

Andre vil affeje mig fordi økonomien i folkeskolen er dårligere. Ja, og økonomi er da en medvirkende årsag til, at vi kan have mindre klasser. Men det er for nemt, hvis man afviser vores erfaringer alene med det argument. Meget af det vi gør, koster ikke ekstra.

Eleverne siger selv, at det er forudsigeligheden, de sætter pris på. At de ved, hvad der forventes. At der er nogen, der holder øje.

Unge mennesker leder ikke efter frihed fra rammer. De leder efter rammer, de kan stole på. Den struktur er ofte fraværende i folkeskolen.

Disse greb kan folkeskolen indføre i morgen

I England er en bevægelse af skoler vokset frem over de sidste femten år, som insisterer på præcis det, vi gør på Herlufsholm: fast struktur, tydelige forventninger, ro i klassen, en videnstung undervisning, hvor læreren underviser frem for at facilitere.

De ligger ikke i velhavende forstæder, men i en række af landets fattigste kvarterer, og de optager elever uden adgangsprøver.

Den mest kendte af dem, Michaela Community School, har år efter år været blandt de skoler i hele England, der løfter sine elever mest fra 11 til 16 år – med et elevgrundlag, hvor et flertal har et andet modersmål end engelsk, og hvor mange kommer fra ressourcesvage hjem. I år fik 70 procent af skolens afgangselever topkarakterer i deres højniveaufag, dobbelt så mange som landsgennemsnittet.

Amerikansk forskning peger samme vej. Og effekten er størst hos socialt udsatte og fagligt svage elever.

Det er den egentlige lære: Struktur er ikke et privilegium, som de privilegerede kan tillade sig. Struktur er den mest omfordelende ressource, en skole kan tilbyde eleverne. Eleven fra det kaotiske hjem oplever kun struktur og forventninger, hvis skolen giver det.

Når folkeskolen af misforstået hensyn til frihed og rummelighed opgiver rammerne, er det ikke de stærke elever, der betaler. Det er de svage.

Det handler ikke om at genindføre 1950'ernes sorte skole. De engelske skoler, der har gjort det bedst, har i øvrigt selv bevæget sig væk fra de mest rigide regler og beholdt det, der virker: forudsigelighed, konsekvens og høje forventninger til alle. Det er også den lære, vi selv har draget.

Der findes nogle konkrete greb, som enhver folkeskole kunne indføre i morgen, hvis man ville:

-          En skoledag med fast rytme, som ikke ændrer sig fra uge til uge.

-          Undervisning, hvor læreren underviser, og hvor der er stille, når der skal være stille.

-          Lektiecaféer, der er obligatoriske, ikke frivillige. Mobiltelefoner, der bliver afleveret om morgenen – ikke fordi telefoner er onde, men fordi de forstyrrer indlæringen.

-          En hverdag hvor der er forventninger om, at elever er undervisningsparate, gør sig umage og koncentrerer sig.

-          Og frem for alt: en forventning om, at alle elever kan lære, og at ingen omstændighed uden for skolen er en gyldig grund til at forvente mindre.

Trivsel er ikke fravær af krav

Det svageste punkt i den danske skoletænkning er forestillingen om, at krav og trivsel trækker hver sin vej. Det er omvendt. Den elev, der aldrig mødes med forventninger, oplever ikke det som omsorg. Han oplever det som ligegyldighed. Den elev, der får at vide, at hun kan mere, end hun tror – og som oplever, at der er struktur nok omkring hende til faktisk at kunne det – vokser.

Det er ikke en konservativ pointe. Det er en pointe om lighed. Vi har i to årtier bildt os ind, at den mest inkluderende skole er den, der stiller færrest krav. Tallene fortæller os nu, at den skole efterlader flere børn bagud end nogensinde. Hvis vi mener, at alle børn skal have en chance, må vi turde give dem det, de bedst stillede børn allerede har: en hverdag med rammer, med ro, og med voksne, der tør stå fast.

Herlufsholm gør det. De bedste skoler i Englands fattigste kvarterer gør det. Der er ingen grund til, at den danske folkeskole ikke skulle kunne.